Kapitel 2

Portræt af en årgang

Fordomme om sixty-fours

De får skudt uendeligt meget i skoene. De får at vide, at de er grådige. En græshoppegeneration, som fortærer al på sin vej og intet efterlader til kommende generationer. At de sidder på flæsket. At de er krævende, heldige og født med total konjunkturmedvind på cykelstierne.

De er vokset op med den helt perfekte kombination af disciplin i barneårene, som gav dem evnen til at klare sig selv – og en frihed i ungdommen, som gjorde dem selvbevidste og kritiske, og gav dem masser af sex og sjove cigaretter. De havde frit valg på alle uddannelseshylder og råd til at få børn tidligt – også tidligere end deres egne forældre. Samtidig kunne de aflevere afkommet i institutioner, så de ikke behøvede slække på egne ambitioner.

Derefter blev de hvirvlet ind i et slaraffenland af jobmuligheder, og mens de passede deres arbejde, skiftede jobs, som vi andre skifter sko, blev deres huse mere og mere værd. I dag sidder de i magtfulde stillinger, og de vil ikke trække sig tilbage. Sådan! Skulle man have timet sit fødselsår selv, ville det nok have været nogenlunde der, man landede. Men er det nu også sandheden set fra deres eget perspektiv?

Generationen, der ved, hvad de vil have

Vi kunne godt tænke os at vide mere om Årgang 1950. For os betyder viden, at vi lytter. For hvad siger de selv? Hvad er deres drømme, ambitioner? Hvad ville de ­ønske anderledes? Hvordan er de som forbrugere? Hvor krævende er de egentlig? Hvordan vil de gerne tales til; hvordan vil de gerne opfattes?

Måske har vi glemt, at de midt i deres medvind stadig har behov, drømme og håb, som ingen har lagt mærke til? Mener vi virkelig, at verden, som den er i dag, er ind­rettet til dem? Eller har vi overset noget? For hvis vi har det, kan det blive dyrt for os… på flere måder.

50+ sidder med 70% af den personlige formuesum, og alligevel synes mange af dem, ”at der ikke er nogen, der ­spørger os, hvad vi gerne vil have, og hvad vi virkelig har brug for!” Og én ting er sikkert: Den her generation ved, hvad de har brug for, og de forventer, at nogen giver dem det! Ikke fordi de vil være forkælede – deres selvbillede er nemlig lige modsat; at de har kæmpet for det, de har opnået. Tværtimod vil de gerne respekteres og føle, at deres behov bliver set og anerkendt.

FAKTA OM ANALYSEN
Spørgeskema blandt 378 responden­ter i alderen 63-65 år ved Analyse ­Danmark. Indsamling af viden og gode råd fra en række eksperter: Stig Kreutzfeldt, Gun-Britt Zeller, Stig Elling, Mette Hvid Hansen fra Tikva Travel, Ulrik Grønborg ­advokat ved Ældresagen og Pia Anholm Salomon­sen, Personlig træner/instruktør ved Fit&Sund. En lang række af IndexDK kørsler og profilkørsler, som har bidraget til en grundig analyse af målgruppen. Interview af 15 vennepar tæt på deres 64-års fødselsdag, i alt 30 personer.

Hvad havde de med fra 1950'erne?

Noget fælles for årgangen er nemlig, at de alle har givet udtryk for en stor taknemmelighed og ydmyghed over for, hvor godt de har det, og hvor privilegerede de synes, de har været:

For at forstå et ungt menneske i 1967, skal man forstå, ­hvilken verden de er vokset op i. Når man ser på ­billeder fra deres barndom, er den både vandkæmmet og nystrøget. De voksede op med arbejds- og familiestrukturer, som var fastlagte. Deres forældre var sammenbidte i et råt arbejdsliv, de skulle overleve efterkrigstiden, og der var ikke plads til at ”mærke efter, hvad man ville”.

Det, der skete i slutningen af 1960’erne, var et opgør med ”hamster-hjulet”. Et opgør med, at samfundet og drømmene var lagt i helt faste strukturer. Der var derfor en enorm kontrast mellem det, vores årgang oplevede i barndommen i 1950’erne og i ungdommen i 1960’erne.

”Du må forstå, at det vi kom fra, var en streng men retfærdig opdragelse. Vi skulle sidde med armene ned ved kroppen, og vi måtte ikke stikke i maden.”
– Monica

Deres forældre var vokset op i skyggen af to verdens­krige og økonomisk depression. Det havde mærket dem – og forskellen mellem generationerne manifesterede sig også rent fysisk. I 1950 var værnepligtiges gennemsnits­højde ved session 173,9 cm – i 1970 var tallet steget til 177,4 cm. Den nye velstand skabte en generation, der var langt større og stærkere end de tidligere.

Forældrene måtte kæmpe hårdt for arbejdsregler og fri­hed. I 1958 blev arbejdsugen nedsat til 45 timer; indtil da havde den været på mindst 48 timer. Antallet af nygifte steg eksplosivt i 50’erne, og vores årgangs forældre havde svært ved at finde et sted at bo. Der manglede 60.000 boliger, samtidig med familieboomet som de store årgange affødte. Blandt andet derfor steg byggeriet af enfamiliehuse fra 1955 til 1970 fra 31% til 41%, så vores 64-årige oplevede sandsynligvis, at flytte fra trange kår til bedre huse.

Der var meget at være bange for i 1950’erne. Politisk var skræmmebilledet DKP og den kommunistiske invasion, og Den kolde krig holdt et fast greb i folkestemningen langt op i 1960’erne.

Der var meget at være bange for i 1950’erne. Politisk var skræmmebilledet DKP og den kommunistiske invasion, og Den kolde krig holdt et fast greb i folkestemningen langt op i 1960’erne.

Familiens store frygt var børnelammelse. I Danmark var der polioepidemi fra juli 1952 til april 1953. Inden for kort tid blev 7.000 mennesker ramt, 1/3 er børn, og sygdommen kostede omkring 350 mennesker livet her­hjemme. Måske var det med til at give Årgang 1950 med i vugge­gave, at de var de heldige, de overlevende, og en drivkraft til at leve livet stærkt?

”Jeg har et fantastisk godt liv i øjeblikket. Jeg kan næsten ikke ønske mig mere. Jeg tænker på hver eneste dag, at jeg føler mig meget heldig (…) Hvis bare det kan fortsætte sådan … sundhed kan bremse det på et tidspunkt.”
– Esben

”Vi har altid været ydmyge over for tingene, og de muligheder vi har, og tænkt på ’hold kæft mand, hvor har du det godt.”
– Jens

Polioepidemien betød, at der nu for alvor kom fokus på folkesundheden, og vores generation var de første, der lærte at vaske hænder. I skolen var der benhård disciplin, og i skolegårdens jung­lelov afhang overlevelsen af at være blandt de stærke.

Konservatisme og familieværdier prægede musik og film. Landeplagerne var numre som ”Giftes med farmand” (1954) og romantiske sange, der fejrede de gode gamle dage. Morten Korch-film holdt biograferne kørende, Poul Reichhardt var tidens helt, og filmene holdt fast i efterkrigstidens værdier.

Mange beskriver 1950’erne som en konform og stivnet epoke før de store forandringer, men tiden er jo også ­netop karakteriseret ved dybere, substantielle værdier – sådan som enhver krisetid. Og alt efter øjnene, der ser, virker 60’erne til sammenligning nærmest overfladiske i deres sorgløse stemning og materialistiske højkonjunktur.

Det er vigtigt for at forstå de mange lag, der senere kom i vores Årgang 1950. Flere levede nemlig videre efter præcis samme familieværdier som deres forældre.

”En generation, der ville nedbryde autoriteter. Sådan husker jeg min ungdom, og det er spændende … Vi gjorde det i påklædning, med lange kjoler eller lårkorte, og det var jo underligt … min far syntes, det var underligt. Det var ikke bare lov og orden, når det blev sagt. Der var mange tegn på det.”
– Hanne

”Jeg kan sagtens identificere mig med 68’er-generationen, selvom vi nok levede i periferien af den (…) Vi er en generation, der har været med i en periode af kulturhistorien, hvor mennesket har fået nye friheder og også har udnyttet dem.”
– Hans

I slutningen af 1960’erne skete der et paradigmeskifte: Velstanden voksede, middelklassen voksede, og pludselig var det almindeligt, at unge mennesker kunne uddanne sig og blive boende hjemme lidt længere. Det blev legalt at mærke efter, hvad man gerne ville og gå efter det, der føltes rigtigt. Det var første gang og en åbenbaring for de unge: At de måtte forfølge deres egne drømme.

Autoriteter blev brudt ned. Det var ikke længere givet, at ældre bestemte over unge, lærere over elever, mænd over kvinder, forældre over børn.

Dette paradigmeskifte er så afgørende for vores årgang, fordi det sker ved indgangen til deres identitets-dannelse. For et ungt menneske er årene fra 16-25 determinerende for det voksne menneske. Det er her, de grundlæggende værdier og personligheden dannes.

De var mange, som havde oplevet 1950’erne som et samfund, hvor det handlede om at overleve; stå oven på andre for at komme frem og klare sig. Nu åbnede der sig en verden af ”andet”. Det var ikke noget, de besluttede sig for, men det skete omkring dem. Helt nye livsanskuelser, nye måder at leve på, nye fællesskaber – alternativer til den gamle verdensorden. ”Sammenhold” er et centralt begreb for årgangen, og selvom tiden i høj grad kom til at handle om den enkeltes muligheder og udvikling, så er der en stærk følelse af solidaritet og fællesskab, som vores ­interviewpersoner vender tilbage til igen og igen.

”Jeg synes egentlig, det mest fælles er, at vi som generation satte os ned på vores røv i nogle storblomstrede bukser og fandt ud af, hvad det vil sige at være et ordentligt menneske.”
– Nis

 

”Jeg har min socialistiske politiske arv helt tilbage, den er jeg opdraget til, kan man sige. Den har jeg haft med mig hele vejen og har den stadigvæk – så solidaritet er et stærkt ord, og omsorg og kamp for de svage er meget, meget stærk i hele mit tankesæt omkring alt. Så hver gang jeg ser det truet, og det gør man jo hele tiden, så er det det, jeg er optaget af. (…) når andre folk bliver beskrevet som 68’erne i medierne, så ved jeg, hvad det er. Og så kender jeg det, forstår det og føler mig som en del af det også.”
– Eva

”Det andet” kom i høj grad via musikken. Musikken var en katalysator for et væld af følelser, som bragte dem tæt på drømme og ønsker. Vores interviewpersoner reagerer kraftigt på at tale om de første musikoplevelser. De taler om, at musikken ”næsten fik dem til at græde”.

Det er vigtigt at forstå, at den her generation er præget af noget, der føles sandt for dem. Verden er delt op i det, der føles sandt og det, der føles falsk. For at kommunikere til dem skal vi respektere deres sandheds- og ægt­hedsværdi. De er en skeptisk generation, og de har lært at følge deres drømme. Det var de så også i stand til, fordi de kunne skifte karriere og vende tilbage til jobs, når det passede dem. Der var hårdt brug for deres arbejdskraft.

Men ægtheden handler om mere end egoisme. Den er en gennemgribende vilje til at skelne og spørge sig selv: Vil jeg det her, tror jeg på det her, er den her musik original, har den her afsender egentlig noget på hjerte? Er der et indhold, som jeg tror på?

Når den indsigt er så vigtig, er det, fordi det stiller store krav til kommunikationen. Vores 64-årige ­forventer den samme ordentlighed fra omverdenen, som de selv er opvokset med. Den ægthed, de forventer og kræver, op­fatter mange af dem som en direkte modsætning til reklame og markedsføring. Det er i virkeligheden den største barriere, når vi som reklamebureauer og annoncører skal prøve at ramme dem med kommunikation.

I de følgende kapitler kommer du tættere på de ægte værdier, der betyder noget for generationen. Deres drømme og livsanskuelse i dag… hvor de er 64.

Hvilket årti var / er det bedste årti?

Hele 23 % kan ikke vælge deres bedste årti.

Kun 6 % synes, at 1960’erne var de bedste. Hvad der kunne forventes at blive mindet om de glade ungdomsår, var måske i højere grad en hård tid, hvor identitetsdannelsen krævede energi, og voksenlivet begyndte at gå op for dem.

Hele 34 % af dem, der bor med en samlever, synes 2000’erne var det bedste årti. På det tidspunkt i livet var de fra 50-59 år – en periode i livet, hvor børnene begyndte at flytte hjemmefra, og hvor tidspres og udgifter formentlig lettede og det økonomiske opsving tog fart.

Samlet set er det dog 1980’erne og 1990’erne, der vurderes som de bedste årtier. Børnene boede endnu hjemme, men var ikke helt små mere.